Farvel og velkommen

I forrige uge sagde jeg farvel til mine fire danske venner (de globale fortællere) om torsdagen og om søndagen kunne jeg sige velkommen til to tyske volontører - Jenny og Leo. De skal være her på Zanzibar et helt år, så deres ophold bliver noget anderledes end mit, men indtil jeg smutter skal vi arbejde sammen på Zanzic/Upendo og i børnehaven. Vi har næsten brugt hele ugen sammen både på arbejde men også i fritiden. Jeg synes det er virkelig rart at have nogle omkring mig at dele oplevelserne med og kunne tage ud og spise med og bare have nogle europærer at snakke med.

Leo og jeg kommer til at bruge mest tid sammen - hvilket ærlig talt også passer mig rigtig godt, da jeg virkelig synes vi kommer godt ud af det med hinanden. Leo er et år yngre end mig, kommer fra Kiel og selvom vi ikke deler præcis de samme interesser, er det alligevel meget det samme. Leo skal være sammen med mig på Upendo om mandagen og så skal vi også være sammen i børnehaven onsdag, torsdag og fredag. Om mandagen underviser jeg pigerne på syskolen i engelsk hvor jeg har to hold, og når jeg i november rejser hjem til Danmark, skal Leo fortsætte holdene alene. Jeg er ret glad for at der er en til at fortsætte det jeg starter, for pigerne kan ikke nå at lære særlig meget engelsk på den korte tid jeg har med dem.

Der var ingen tid til at slappe af da de ankom, for allerede mandag morgen gik det løs med freds march og rundvisning på Upendo. Den sidste uges tid havde der været peaceconference her på Zanzibar, med religiøse ledere fra hele verden, heriblandt Tyskland, Kenya, Indonesien, Sir Lanka, Tanzania og USA. Konferencen kulminerede med en freds march mandag morgen, anført af et orkester, gennem en stor gade i Stone Town. Marchen sluttede på en plads hvor der blev holdt taler og sunget sange - både kristne og muslimske. Et stort fokus for fredskonferencen og her på Zanzibar, er at vi skal alle leve sammen ligemeget om man er muslim, kristen eller hvilken som helst anden tro.

Både mandag og tirsdag havde jeg dem med på Upendo, hvor meget af mandagen selvfølgelig blev brugt med freds march og resten af tiden viste jeg rundt og fortalte om Upendo og Danmissions arbejde. Tirsdag blev der da også lige tid til en tur til lægen for mit vedkommende - for anden gang - denne gang pga infektion i et meget stor sår. En af måderne man kan komme rundt er bag på en motorcykel, det skulle da selvfølgelig prøves. Da jeg stiger af motorcyklen er jeg dog så uheldig at mit ben og udstødningen lige udveksler et kys - resultatet: et kæmpe brændmærke. Klimaet og alt støvet er ikke det bedste når man har et sår der skal hele, så selvfølgelig heler det ikke og det ender med at være ret betændt. Efter fem dage måtte jeg en tur til læge, efter ordrer fra en amerikansk pensioneret sygeplejerske. Nu hedder behandlingen antibiotika creme og forbinding, så mon ikke det snart bliver bedre.

På vej ud til kirken havde vi da også en lille sjov oplevelse.. Det sker vist kun i Afrika!

Onsdag, torsdag og fredag var det som sædvanligt børnehave der stod på programmet. Onsdag havde jeg både Jenny og Leo med for at vise dem dem, torsdag var jeg alene af sted og fredag var det Leo og jeg. De er begyndt i børnehaven at øve til et show de skal lave for kirken i november. De øver ca 1 time hver dag med sange og sætninger på engelsk. Onsdag aften tog vi på La Taverna, en restaurant hvor man om onsdagen kan købe 2 pizzaer for 1's pris, en af mine yndlingsting. Torsdag var vi en tur på markedet og købe ind til at kunne lave vores egen mad. Der blev købt kilovis af grøntsager, for når man køber grøntsager betaler man for 1 kg af den slags grøntsag og ikke mindre. Så der blev altså købt 1 kg peberfrugt, tomater, zucchini, løg, gulerødder og så et par hvidløg og noget pasta. Det fik vi lavet en lækker pastaret ud af og fredag brugte vi en del af grøntsagerne til at lave fyldte pandekager. Når vi laver mad er det dog uden kød, da vi ikke helt ved hvad man skal stole på, da de ikke har samme hygiejne som hjemme i Danmark (eller Tyskland). Det meste af kødet er heller på køl, og hvor friskt det er kan man aldrig være sikker på.

Lørdagen brugte vi med en kæmpe flok unge piger i alderen 15 til 30 år til det første møde i den nye girls club på Zanzic. Pigerne var både muslimer og kristne og jeg tror måske vi har været omkring 20 piger i alt. Temaet for dagen var fred og under det tema blev der både snakket, undervist og malet t-shirts. Dagen startede med lidt navnelege som vi tre volontører stod for. Legene brugte også som en icebreaker til at lære hinanden lidt at kende og gøre det hele lidt mindre fremmed. Efter legene fremlagde præsten Rebecca et lille oplæg om fred i både islam og kristendommen, hvor der både blev brugt vers fra biblen og koranen. Herefter gik det over i en snak om hvad fred egentligt er og hvad der er vigtigt når vi vil skabe fred i verden. Konklusionen blev at fred handler meget om at kunne leve sammen trods forskellig religion, kultur osv. Derudover var en god pointe at der sagtens kan være fred i verden, ens land eller ens by, men hvis ikke alle mennesker har fred i hjertet og i sindet, er der aldrig rigtig fred. Så hver enkelt person må søge at finde fred inde i den selv - men hvordan gør man det? Et godt eksempel herpå var historien om den barmhjertige samaritaner og pointen her er jo selvfølgelig at man skal elske sin næste som sig selv. Efter snakken om fred fik alle en t-shirt hvorpå man skulle male noget med hvad fred var for en selv. Til at slutte dagen af legede vi nogle forskellige lege i en time til halvanden som vi volontører også stod for. For mig en rigtig spændende og sjov dag og jeg nød virkelig at få lov til at lære, hygge, snakke og lege med pigerne. (Jeg havde det nok lidt for fedt til at nå at tage billeder/videoer af det hele, men her er lidt af det jeg har)

Efter girls club lørdag gik vi en tur ned til stranden for at slappe lidt af og nyde solnedgangen. Som altid var der mange lokale på stranden som træner og laver vilde stunts. Her kan I se to af dem samt en rigtig lækker solnedgang.

I går, søndag, var vi som altid til gudstjeneste. YES! Jeg har indtil videre været til gudstjeneste hver søndag hernede, i dag for 6. gang i træk, for mig en ny rekord må jeg nok indrømme. Det er dog noget ganske andet at være til gudstjeneste hernede, end hjemme i Danmark, og særligt i dag, da der var childrens celebration. En meget festlig (og laaang) gudstjeneste, hvor børnene, der normalt er i søndagsskole kommer med ind i kirken og laver et "show". Første barn nævnte alle bøger i biblen i rækkefølge og alle de efterfølgende børn fortalte nogle vers fra biblen - alt selvfølgelig noget de kan i hovedet. Efter bibleræset fik de lov til at synge for os og danse og alle var vilde med det. Børnene smilte og grinede, de voksne filmede og tog billeder (jeg kan forestille mig særligt forældrene har været meget stolte) og alle klappede og vuggede med til rytmerne og lyden af børnesang. Ja selv jeg var fremme med telefonen mens jeg stod og vuggede med. Dagen er meget særlig og den fejres i hele sognet/provstiet. De fejrer denne dag en gang hver år, så børnene har øvet og glædet sig et helt år, og skal nu igang igen, inden de kan få lov til at fyre det hele af. Efter de to gudstjenester var der frokost, hvor jeg hjalp med at vaske børnenes hænder, ved at hente og hælde vand udover hænderne - hvilket vandplaskeri det blev til (godt det er varmt og høj solskin, så man hurtigt tørrer). Menuen stod på pilau altså ris med krydderier og dertil lidt oksekød og (vist nok) syltede grøntsager. Da alle havde indtaget frokosten, indtog de igen kirken til en form for ceremoni, hvor de fik uddelt nogle præmier - så vidt jeg har forstået. Jeg deltog ikke selv, da jeg simpelthen var alt for træt og måtte have lidt ro, til bla. at pakke taske og til at skrive dette blogpost til jer.

Nu vil jeg tage en slapper inden jeg skal ud og spise med en masse mennesker fra Zanzic. Ligenu er jeg nemlig på Pemba med Zanzic fra i dag, mandag til på torsdag. Hvad jeg laver her kommer der helt sikkert et blogpost om når jeg kommer tilbage, men ellers kan man også følge mig på Danmissions instagram hele ugen, hvis nu man er så moderne at man har det. Ellers kan man jo bare glæde sig til næste gang der kommer noget fra mig.

Guds fred.