top of page
Search
  • Writer's pictureSasia Donskov

Pemba

Nu siger kalenderbladet igen mandag og en ny uge er startet. Dermed er det også en uge siden I sidst hørte fra mig, så nu er det vist ved at være tid til et lille skriv igen. Den sidste uge har jeg haft travlt med at være aktiv på Danmissions instagram, så jeg har vist ikke rigtigt fået lagt noget op på mine egne sociale medier eller skrevet blog. Der har ellers været massere at skrive om, da jeg har været en lille tur ude at flyve og sejle.

Zanzibar fra oven

Mandag morgen ringede vækkeuret kl 05.00, da jeg skulle være klar i lufthavnen kl 06.00. Jeg kom små 5 min forsent og var lige ved at gå ud af mit gode skind. Dog var vi kun 3 ud af 6 som var dukket op - ja for det regnede jo. Sådan er det her på Zanzibar, man udskyder eller aflyser tingene hvis det fx regner. sådan har flyet det dog ikke. Nå men vi kom afsted og efter blot 20 minutters lufttid - med en fantastisk udsigt - landede flyet på Pemba. Zanzibar er en øgruppe hvor de to største øer er Unguja og Pemba. Unguja er det man kender som Zanzibar hjemme i Danmark, det er her Stone Town er og det er her jeg bor normalt. Pemba er en lidt mindre ø, med mindre befolkning og færre turister. På Pemba findes der også flere muslimer end der gør på Unguja, selvom langt størstedelen begge steder er muslimer. Pemba er også fattigere end Unguja, men hvad de ikke har i kroner og ører har de da så i fantastisk natur og imødekommende mennesker.

Første dag på Pemba stod på møde med den interreligiøse komite på Pemba, som består af præster fra forskellige kristne kirker (lutheraner, katolik, adventist..) og sheiker fra forskellige moskeer. Først holdt Dr. Issa Ziddy et oplæg, som jeg selvfølgelig ikke forstod særlig meget af da det var på Swahili. En af de vigtige pointer var dog at der altid på Zanzibar har levet forskellige folkefærd med forskellige religioner og kulturer. Han fortalte om en folketælling der havde været i 1910 om nævnte alle de forskellige nationaliteter folk havde - og det var altså mange! Derudover snakkede han om menneskerettighederne, særligt vores allesammens ret til at have hver vores religion og dyrke den. Efter Dr. Ziddy, holdt Father Damas et oplæg og til slut fik formanden for komiteen ordet. Father Damas er en katolsk præst fra Unguja som på trods af at have oplevet en masse skræmmende med skyderier og en kollegas død deraf, stadig tror fuldt og fast på det interreligiøse arbejde. En meget spændende mand som jeg forhåbentlig kommer til at lave et lille interview med inden jeg rejser hjem. Formanden for komiteen snakkede om at alle religioner handler om fred og ønsker fred i verden, derfor har de som religiøse ledere et ansvar for at kæmpe for den fred og det ansvar er det de tager ved at være med i en interreligiøs komite.

Anden dag på Pemba blev brugt på kvindetræning. Kvinderne havde allerede haft en træning om mandagen, men da jeg var til møde med de religiøse ledere, kunne jeg ikke være tilstede. De havde dog den første dag haft træning i forskellige religioner, hvor jeg forestiller mig at der har været gode snakke mellem de kristne og muslimske kvinder. Til sådan en kvindetræning er der 40 kvinder og selvfølgelig både kristne og muslimer. Udover træning i religioner, havde de også træning i seksuel og reproduktiv sundhed (altså en slags seksuelundervisning). Det handler bl.a. om at lære om at beskytte sig selv og sin krop, da mange piger bliver tidligt gift og dermed får mange børn, da prævention ikke er så meget kendt/brugt. Får en mor mange børn er der også større sandsynlighed for at familien bliver mere fattig. Dag nummer 2 til kvindetræning fik kvinderne træning i entreprenørskab af den kommende leder af Zanzic Rev. Paul. Entreprenørskab handler om at skabe forretning og lære at kende markedet, så kvinderne bedre kan tjene penge på fx deres egen butik. Derudover fik de også oplæg af en advokat om børn og kvinders rettigheder og menneskerettighederne. Her var et rigtigt godt citat jeg fik opsnuppet "Nobody has the right to take your rights", altså ingen har rettighed til at fratage dine rettigheder. Efter de to dage med træninger blev der nedsat en kvindekomite med 10 kvinder - 5 muslimer og 5 kristne. De skal sammen finde på et projekt som alle kvinderne fra træningen kan lave sammen, til hvilket de kan søge en slat penge fra Zanzic. Det kunne fx være at de ville lære at lave sæbe og så kunne de få penge til materialer og til at få en ud til at lære dem det, så de nu har mulighed for at tjene penge på sæben. Det kunne også være at få en skilsmisse advokat ud og fortælle kvinderne om emnet og deres muligheder og rettigheder.




Tredje dag på Pemba blev brugt sammen med en masse andre unge til møde med ungdommens interreligiøse komite, med ungdomsledere fra forskellige kirker og moskeer. Der var 8 unge, 4 muslimer og 4 kristne, 3 kvinder og 5 mænd. Meget af dagen gik med at snakke om hvilke problemer unge på Pemba står overfor og hvad man kan gøre for at afhjælpe disse. Det der fyldte mest var snakken om ekstremisme, radikalisme og vold. Der blev diskuteret frem og tilbage om der findes ekstremister på Pemba, men alle kunne stemme i at det helt sikkert er en farlig potentiel trussel, som vi meget gerne skal undgå. Hvis religion og unge er en del af problemet (eller det potentielle problem) skal de også være en del af løsningen. Det er meget vigtigt i denne snak at gøre opmærksom på at det ikke kun handler om muslimerne, som man hører i nyhederne verden over, men det er lige så meget de kristne det handler om. Et stort problem på Zanzibar og Tanzania er at adskille religion og politik, da politik bliver religioniseret og religionen bliver politisk. De unge mener at der er en meget stor risiko for at unge bliver lovet guld og grønne skove, for derefter at forlade Pemba/Zanzibar og blive trænet i radikalisering og ekstremisme for derefter at udøve vold. Det var utrolig spændende snakke og jeg ville virkelig ønske jeg kunne forstå Swahili for så havde det helt sikkert været 100 gange mere spændende. De unge gav også ideer til hvordan man kunne undgå problemer med vold - løsning var et ungecenter hvor de unge sammen på tværs af religioner kunne lave aktiviteter sammen, lære hinanden at kende og skabe mere fred.



Det her er Masoud og Joseph. Masoud er muslim og Joseph er kristen. De mødte hinanden på et Zanzic seminar i 2014. Nu, 5 år senere, er de stadig bedste venner. Er det ikke fantastisk?

Efter mødet med de unge tog vi på en lille tur, både køretur og sejltur. Turen gik til Kojani, som er en lille ø der hører til Pemba, hvor de fattigste af de fattige bor. Det første vi ser da vi stiger ud af bilen og går mod båden, er mænd der står og vasker deres blæksprutte fangst i vandkanten. Vi kommer op på båden og sætter os til rette, hurtigt lægger jeg mærke til at der er mange øjne på Maria og jeg. Det her er altså ikke stedet hvor turisterne kommer ud. Med det samme vi kommer af båden samles der en kødrand af børn omkring os, måske omkring 20 børn. De børn her gik med os hele turen rundt på øen. Vi gik egentligt bare rundt og kiggede på stedet, fornemmede stemningen, sagde hej til en masse mennesker og blev vist en masse fine ting. Vi kunne da heller ikke dy os for at købe en flettet kurv til kun 30 kr! Det er altså noget specielt, når man har set dem der sidder og fletter kurvene. At være i Kojani var virkelig en speciel oplevelse, som jeg er sikker på vil følge mig resten af livet.




Fjerde dag på Pemba stod igen på kvindetræning og så viste Rev. Benjamin mig sin kirke. Den eneste lutheranske kirke på Pemba. Alle kirkerne er desuden bygget på et stribe inde på militær området, da dette var det eneste sted de kunne få lov at bygge kirker. I den lutheranske kirke er der 81 medlemmer, så selvom de ikke er mange kristen på Pemba, er det altså alligevel en god slat mennesker de kan få samlet sammen til gudstjenesterne. Generelt har det været en virkelig god oplevelse at være på Pemba og se det arbejde Zanzic laver. Virkelig spændende også at se forskellen på Unguja og Pemba. Den oplevelse vil jeg uden tvivl dele til mine foredrag - så hvis du vil høre mere om det, så bør du helt sikkert komme og høre et af mine mange foredrag.


Guds fred.

66 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page