top of page
Search
  • Writer's pictureSasia Donskov

Onde ånder

Hvis nu jeg fik spørgsmålet "hvad har du oplevet sidste uge Sasia?", så ville et god svar være kryb og kravl, regn og onde ånder. Lad os starte fra den lette ende: kryb og kravl. Jeg har den sidste uge haft et par (uønskede) gæster på mit værelse. Den ene et stort sort tusindben med røde ben. Denne lille skabning gemte sig på mit badeværelse, men fik lov til at forlade præmissen indeni en toiletpapir rulle, da jeg opdagede den. Jeg er ikke så glad for kryb og kravl, det er fint nok når de er fri ude i naturen, men når de er på mit værelse skal de ud. Jeg har så heller ikke lyst til at røre ved dem, og jeg har ingen far eller kæreste her til at hjælpe mig af med dem. Derfor må jeg klare mig selv og få dem ud på nogle lidt alternative måder. Med denne blev det altså inden i en toiletrulle. Den anden nok endnu mere uønskede gæst var på et lille natvisit hos mig. Jeg vågnede efter blot to timers søvn fordi der var noget i mit hår. Jeg får det viftet væk fra håret og det lander i min seng... Et rimelig stort sort dyr som jeg ikke kan se hvad er, da lyset ikke er tændt. Jeg får tændt lyset og til min rædsel opdager jeg en sort kakerlak... Hurtigt får jeg den skubbet ud af sengen og ned på gulvet, hvorefter jeg så finder en plastikkop og sætter over den, så jeg i den kan skubbe den hele vejen ad gulvet ud til døren og så smide den langt væk! Føj jeg hader kakerlakker.


Det er vist nok regntid lige nu, men så vidt jeg kan finde ud af så burde den først komme i november måned. Det er dog den korte regntid, som kun varer en lille måned og så skulle det kun regne om natten/morgenen og ikke konstant alle dage. Vi har dog haft stort set uafbrudt regn i en hel uge fra lørdag til lørdag, kun undtaget en enkelt dag. Det har været meget koldt og vådt og fugtigt, men jeg tror det bliver bedre nu. Søndag var der ganske fint vejr dog overskyet, mandag stod solen højt på himlen, tirsdag overskyet, onsdag høj sol og i dag torsdag voldsom regnvejr og tordenvejr. Vejrudsigten ser da også ud til at bringe lidt af det hele, sol, regn og overskyede dage, men heldigvis mest sol. Den sidste tid jeg har hernede (altså under 5 uger), vil jeg allerhelst nyde med sol og varme, inden jeg vender snuden mod det kolde Danmark. Alt regnen der er kommet oppefra har ret svært ved at slippe væk igen, så mange steder har der været oversvømmede gader og meget store vandpytter, nok nærmere vandhuller. I kan selv se her, hvor vildt det egentligt er og det er altså kun blevet vildere siden jeg tog disse videoer og billeder.






Nu til de onde ånder. Der har hele ugen været besøg af en præst inde fra mainland Tanzania, som har lavet seminar og bedt for mennesker. Derudover har han altså også fordrevet onde ånder. Jeg har forsøgt at blive klogere på det og jeg har spurgt en masse, til tider dumme, spørgsmål. Om jeg er blevet totalt oplyst og ved alt om emnet? Langt fra! Jeg tror meningerne om dette emne er lige så mange som der er mennesker på jorden. Men nu vil jeg prøve at skrive ned hvad jeg har fundet frem til, men jeg vil starte med at skrive om mit første møde med åndeuddrivelse.


Jeg havde næsten hele ugen ikke set en åndeuddrivelse, deltaget i nogle af seminarerne eller været med til at bede. Så da der fredag aften var det de kalder "big prayer session", besluttede jeg mig for at se hvad det var for noget. Jeg havde fået at vide det startede omkring kl. 18 og ville vare omkring 30 til 45 min. Da jeg kom ind i kirken havde de allerede været igang med seminar fra kl. 14.00 og de var allerede i gang med at bede og synge. Folk stod op og der var en helt masse mennesker foran alteret. Jeg spottede præstens kone og gik hen til hende, hun er nemlig rigtig god til engelsk og til at besvare spørgsmål og forklare hvad der sker. Hun forklarer mig at alle dem der står ved alteret, har noget de vil have bedt for. Oppe ved alteret er der også Maloda, som normalt er præst i kirken, Pastor John, som var på besøg denne uge samt en tredje mand, jeg aldrig fandt ud af hvem var (men vist ikke en præst). Hele kirken bad sammen og sang og stemningen var egentligt rigtig god. Så begyndte Pastor John pludselig at råbe nogle ord og holde folk på deres hoveder. Her var der et stort skift i stemningen. Jeg finder ud af at det Pastor John siger er "gå væk", "forsvind" "Vi befaler dig i Jesu Kristus navn, kom ud". Nu er åndeuddrivelsen altså gået i gang, nogle begynder at ryste, skrige, vride i deres kroppe og pludselig falder de svage til jorden. De bliver så enten mens de vrider i deres kroppe eller når de er helt svage båret ud af kirken og hen til et rum, hvor der vil blive bedt for dem yderligere. Jeg fik lov til at optage lidt fra oplevelsen i kirken, men jeg advarer - det kan måske for nogle være lidt stærke sager.



Nogle mener at alle de onde ånder er ejet af muslimerne, mens andre mener det bare er en ganske naturlig ting at der findes onde ånder, og hvor de kommer fra ved man ikke rigtigt. Man kan blive besat af en ond ånd, hvis man har syndet og ikke har bedt om tilgivelse eller hvis blot at man ikke er en god nok kristen. Når man så er besat af den onde ånd, kan man have svært ved at bede og udføre kristne gerninger som lovsang eller vise næstekærlighed. Ofte finder man ud af at man har en ond ånd under bøn, da den onde ånd vil kæmpe imod bønnen og kan "svare igen" med fx skældsord. Det er ikke alle der ved at de har en ond ånd, da den onde ånd kan gemme sig længe inde i en person. Grunden til at man inviterer en anden præst til at uddrive ånderne er at det kan være sværere for ånderne at kæmpe imod en ny præst. I alt den tid de har været i personen, har de lært at overhøre bøn og Guds ord fra den daglige præst, men når der så kommer en ny præst, vil ånden kæmpe imod igen, så alle mennesker kan se at denne person er besat. Når alle kan se det, er det jo selvsagt ikke noget de længere kan skjule og må derfor få uddrevet ånden og bedt for dem. Man uddriver som sagt ånderne ved at forlange at de forlader kroppen i Guds navn. Alle i kirken beder for at ånderne må forlade folk og præsten lægger ofte en hånd på den besattes hoved. Det hele starter i kirken med sang og bøn og når den besatte falder om eller bliver for voldsom, bærer man dem over i et rum tæt på kirken, hvor der er andre som bliver ved med at bede for dem. Her gik jeg med over, for min nysgerrighed er altså for stor. Om fredagen var det helt i orden at jeg kiggede med her, men søndag aften da jeg igen ville kigge nysgerrig ind, blev døren lukket i for mig.. Og så jeg kan jo bare undre mig over, hvorfor jeg ikke måtte se med igen. Men i dette rum er der endnu en mand som beder med håndspålæggelse og der kan også komme mange andre fra kirken og bede for dem her. Sommetider slår de en smule til personen for at vække ånden indeni, så den vil forlade kroppen og så vifter de også helt tosset med armene. Når ånden er forsvundet og personen igen kan sige Guds navn og bede uden at vride sig osv. så er ånderne altså væk og personen er fri. Men det stopper ikke her, for denne person bliver nødt til at bede mere end nogensinde og få noget vejledning. Heldigvis har kirken et team af mennesker som står klar med vejledning, råd og forbøn for dem der nu skulle have brug for det. Jeg ved ikke om både børn og voksne kan blive besat, jeg så kun voksne mennesker og faktisk også flest kvinder. Jeg tænker at børn har en ren sjæl og derfor kan de ikke blive besat, men om det er sandt, det ved jeg ikke noget om.


Dette er noget af det mest interessante og underlige jeg har oplevet her på Zanzibar, for det er så langt fra det jeg kender i Danmark. Om jeg tror på det eller ej... Hmm, det synes jeg faktisk er svært at sige. Men en ting er helt sikkert og det er, at da jeg stod i den kirke med mange mange mennesker som bad sammen og folk blev båret ud af kirken, skreg og vred sig i kroppen, så rejse hårene sig altså på mine arme. Om man tror på det eller ej, er det helt sikkert en kraftfuld oplevelse. Hvis du har nogle spørgsmål til det, eller der er noget du synes jeg ikke lige har skrevet om, er du mere end velkommen til at kontakte mig. Jeg vil også hjertens gerne høre om du har nogle erfaringer med emnet. Tror du på det eller ej? Har du oplevet lignende i Danmark? Send mig endelig en besked, så jeg kan blive klogere.


Guds fred.

78 views0 comments

Recent Posts

See All

Pemba

bottom of page