I søndags blev jeg sendt godt af sted mod Zanzibar af utrolig mange mennesker ved min udsendelsesgudstjeneste. Jeg blev sendt af sted med gode råd, rigtig mange tunge bøger (heriblandt en Swahili samlebog, bibler til kirken hernede og andagtsbøger) og Guds velsignelse og fred. Det var en rigtig dejlig dag og meget rørende. Til alle der dukkede op, sendte mig en tanke eller andet så vil jeg bare sige mange gange TAK!
Efter gudstjeneste fortsatte pakningen hjemme og selvfølgelig det store farvel til familien og kæresten. Jeg fik en lækker afskedsmiddag med andesteg og en dejlig gåtur i skoven med min hund og kæreste. Mandag morgen var det bare op og af sted mod Kastrup lufthavn med tog, så rejsen for alvor kunne begynde. At sige farvel til min familie, var virkelig virkelig hårdt. Jeg kommer hjem igen om blot tre måneder og det er jo i realiteten ikke særlig lang tid. På den anden side efterlader jeg også meget hjemme som jeg gerne vil være en del af. Det er på ingen måde fordi jeg ikke har lyst til at tage af sted eller fordi jeg ikke glæder mig eller noget i den dur. Det er simpelthen bare et udtryk for at jeg har så meget godt hjemme som jeg er virkelig virkelig glad for også. Og det er helt okay!
Flyveturen herned gik uden problemer, men jeg har dog fået lidt 'eftervirkninger'. Jeg er nemlig blevet totalt snottet, garanteret fordi da vi ankom i Qatar omkring midnat, var der omkring 30-35 grader og vi hoppede direkte fra det meget varme vejr ind i et meget koldt fly med fuld skrue på airconditionen. Da vi ankom til Zanzibar kunne Maloda (præsten) og Yohanna (chaufføreren) ikke finde os. De kiggede efter fire unge, men vi var jo fem. Vi fandt dog hinanden og kom ud til kirken hvor vi fik lækker morgenmad. Det viste sig at de kun forventede de fire globale fortællere kom, men ikke mig. Mit værelse ved kirken var derfor ikke klar endnu så indtil på fredag sover jeg hos Maria. Så på trods af lidt opstartsvanskeligheder vælger jeg alligevel at sige HAKUNA MATATA, som betyder ingen problemer. Umiddelbart er det ikke noget man bruger på Swahili, men derimod noget man siger til turister, fordi vi kender det fra Løvernes Konge.
Tirsdag tog Maria os alle med på tur rundt i Stone Town hvor vi sluttede af med at se solnedgangen ved vandet og spiste lokal mad på Forodhani Food Market. Solnedgangen var ikke så flot som den kunne have været, takket en masse skyer, men alligevel rimelig fantastisk. Derfor besluttede jeg også at når nu jeg alligevel var alene her til aften, så kunne jeg da lige prøve lykken med solnedgangen igen. Det var noget bedre i dag, meeeeen alligevel en ommer. Mon ikke jeg nok skal få den perfekte solnedgang, på de tre måneder jeg har hernede.
I dag har jeg ellers brugt på at møde folkene på Upendo og Zanzic. Upendo er der jeg primært er tilknyttet og hvor jeg kommer til at tilbringe de fleste af mine eftermiddage. De piger jeg mødte på Upendo var fnisende og generte men alligevel meget nysgerrige og meget søde. Mon ikke jeg nok skal komme lidt mere ind på livet af dem. Udover pigerne som går på syskolen, mødte jeg også Upendos ansatte, heriblandt Beatrice som står for regnskab og med hvem jeg skal dele kontor. Maria og jeg tog desuden ud og spiste frokost med Beatrice - super hyggeligt. Efter at have set det Upendo laver er jeg allerede gået i tænkeboksen med massere af ting jeg gerne vil at de syer til mig; kjoler, bukser, trøjer, kimono.. Listen er lang, for deres ting er bare så fine! Jeg har allerede købt en sød lille pung, der passer perfekt til shilling sedlerne. Hvis nu der sidder nogle og gerne vil have noget mega fedt Afrikansk tøj, syet af Upendo kvinderne, så må I sige til, så må vi se om vi kan finde ud af noget.
Aftenen har jeg som sagt brugt alene og her så jeg den perfekte mulighed for at tage mig en lang gåtur langs stranden med mit kamera for at fange solnedgangen. Når man går alene som udlænding og nok særligt som pige, så kan man være meget interessant for de lokale. De vil så gerne snakke, vide hvor man kommer fra og hvem man er. Nå ja, og så vil mange af dem også gerne sælge dig et eller andet. En ung gut gik med mig et godt stykke hen ad stranden fordi han gerne ville at jeg og mine venner skulle tage med ham på en sejltur ud til Prison Island. I sådan et tilfælde nytter det ikke at sige nej tak, men et måske og at man kommer tilbage til stranden en anden dag, det kan godt gå. Stranden er fyldt med mennesker - både lokale og turister. For de lokale er det et samlingsted hvor man mødes og hænger ud med vennerne. Der var bl.a. en masse unge mænd, som lavede vilde tricks som saltomotaler på dæk, på jorden og over hinandens ryg. Dette var ikke blot interessant for mig, men også for mange andre mennesker som sad på molen og kiggede på.
Igen i aften udforskede jeg det Zanzibarianske køkken på Forodhani Food Market. Det blev til to Zanzibar pizzaer, en med avokado, champignon, løg, peberfrugt, mayo, spinat og æg, og en med nutella og passionsfrugt. Derudover skulle jeg også smage deres lækre fladbrød med hvidløg - det er altså bare så godt. Mens jeg nød min mad mødte jeg to unge mænd, som var på ferie. Dem fik jeg en god snak med, og det viste sig at den ene af de unge mænd, faktisk bor i København (på trods af at han kommer fra Brasilien) - verden er sommetider mindre end man tror.
Men på trods af opstartsvanskeligheder og en meget svær afsked er jeg kommet godt herned. Her er mange underlige lyde, larm og dytten. Man vågner tidligt om morgenen når minaretterne kalder til morgenbøn. Der er meget tidligt lyst og varmt og meget tidligt meget mørkt. Men jeg er sikker på at det hele bliver så godt hernede og jeg glæder mig til at komme igang ude i kirkens børnehave og på Upendo på mandag. Nu vil jeg nyde noget mere af denne underlige frugt, shoki shoki, som minder meget om lichi i både smag og konsistens.
Guds fred.