Hviledagen

"I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud." 2. Mosebog 20: 9-10.

Hviledag er der altså ikke meget af om søndagen - særligt ikke sidste søndag (d. 1. september), med både kirkebesøg, rundvisning i shambaen (ude på landet) og aftensmad i Stone Town. Men derfor var det altså stadig en super dejlig og spændende dag.

Søndagen startede med morgenmad, sammen med de globale fortællere. Herefter blev vi kørt ud til den ældste lutheranske kirke på Zanzibar, nemlig kirken i Kwahani. I de fleste kirker har de to gudstjenester, en klokken 7 og en omkring klokken 9.30. Vi kom ud til kirken mens den første stadig var igang, i stedet for at vente udenfor på den næste gudstjeneste blev vi vist ind i kirken midt i prædiken. Efter prædiken skulle vi alle lige op og præsentere os selv, på vores bedste Swahili:

"Bwana Yesu asifiwe. Jina langu Sasia. Nina toka Denmark."

Hvilket betyder: pris Herren Jesus (hvortil publikum svarer amen). Jeg hedder Sasia. Jeg kommer fra Danmark.

Da alle havde præsenteret sig selv, fik vi lov til at sætte os ned igen og nyde resten af gudstjenesten. I slutningen af gudstjenesten havde de en auktion på noget frugt og en kanga (et stykke stof som bruges som beklædning til fx nederdel). Der bliver selvfølgelig snakket Swahili gennem hele auktionen, så det er ikke meget man forstår, men jeg forstår dog at der bliver sagt danskere på et tidspunkt. Auktionen går videre og folk byder på frugterne og lige pludselig kommer de over og giver dem til os danskere. Det viser sig så at de bød på dem, kun for at kunne købe dem til os!

Billede af alteret - for mig et rigtig fint symbol på vores treenige Gud.

Efter auktionen sluttede gudstjenesten med sang mens alle gik ud af kirken. Herefter var der lige 5 minutter til at hilse på folk og så var det ellers bare ind til gudstjeneste igen - for det var jo den anden gudstjeneste vi kom for at overvære. Koret startede gudstjenesten ud med sang og dans hvor musikken blev leveret af bl.a. et keyboards forudinspilninger. Særligt drengene til denne gudstjeneste kunne virkelig danse som I kan se i videoen herunder.

Efter sangindslag fra koret, var der noget snak som jeg ikke rigtig forstod meget af. Sådan er det mange gange i løbet af gudstjeneste - altså at der sker ting man ikke forstår. Pludselig folder man hænderne og så er vi igang med en bøn. Når alle andre rejser sig, så følger man bare med uden rigtigt at vide hvorfor. Et tidspunkt jeg altid "frygter" i gudstjenesten er når de knæler. Her inden står de nemlig op, og så sætter mange sig hurtigt på bænker for at nemmere at komme ned på knæ. Og det er her jeg bliver snydt, for når jeg ser de sætter sig på bænken, går der lige lidt før jeg opdager vi skal på knæ - og så er man altså lige lidt bagefter alle andre. Efter uforståelig snak, bøn, bibellæsning og bøn på knæ kommer her næste sangindslag.

Her er det præsten og en fra menigheden der synger sammen. Hver fugl synger med sit næb, men i en lille kirke, med meget dårlig akustik, så kunne man altså nemt få ondt i hovedet. Særligt af det høje musik fra keyboardet (i mange andre sange) der blot blev højere og højere igennem hele gudstjenesten.

Så blev det en af evangelisternes tur til at få sit "moment of shine". Hun snakkede også om en helt masse ting som jeg absolut ingenting forstod af. Den eneste ting jeg forstod var da hun bød nye velkommen i kirken. Det er nemlig kutyme at der til hver gudstjeneste bliver spurgt om der er nogle nye i kirken. Alle disse rejser sig op og præsenterer sig selv for hele menigheden. Mange kristne på Zanzibar kommer inde fra mainland Tanzania og er derfor vant til at komme i kirkens fællesskab. Når de præsenterer sig selv fortæller de derfor, foruden deres navn, hvor de kommer fra. Alle starter desuden med at sige Bwana Yesu asifiwe (pris Herren Jesus).

I kan se her at både præsten og denne evangelist er kvinder - og det er altså ikke unormalt her på Zanzibar. I vores kirke i Mwanakwerekwe er der to præster, hvoraf den ene er en kvinde og den anden er vores vært Maloda.

Nå, men så blev det tid til mere musik og dans. Vi havde vores kok Imma og en af de globale fortællere her fra Zanzibar med til gudstjeneste. Begge kommer normalt i kirken i Mwanakwerekwe og Imma synger også i kor der. Starten af denne sang var lidt rusten og gik ikke super godt, så vores to lokale venner visker til os at de ikke kan finde ud af at synge sangen, hvorefter Imma går op og overtager mikrofonen og synger for. Det blev jeg helt ærligt lidt chokeret over - hvis det var sket en af de gange jeg har sunget i kor, var jeg nok egentligt blevet meget fornærmet. Men sådan var det slet ikke her. Alle fortsatte med at synge og danse og smilede vældig meget - måske var de bare glade for hjælpen.

Efter den meget muntre sang med dans, kom der en lidt mere stille lovsang. En lovsang Imma også sang for. Her kunne man virkelig mærke fællesskabet, at alle tror på samme Gud og de tror virkelig! Med hele hjertet, med hele kroppen og med deres stemmer. At mærke den energi, ja det var faktisk en lille smule rørende.

Prædiken kan være noget af det der trækker allermest tænder ud, men samtidig også noget af det allermest spændende i gudstjenesten. Jeg forstår ikke noget som helst, men alligevel lytter jeg meget aktivt med, både for at lytte efter de få ord jeg kender, men også for at høre måden der bliver snakket på og måden det bliver modtaget på. Det er meget spændende at følge med i de forskellige måder mennesker snakker på, den måde man bruger kropssprog og skifter stemmeføring - og det var denne præst altså ret god til. Hvis nu jeg forstod det, så tror jeg altså at hun ville være en meget spændende præst at høre på. Udover at lytte og observere finder jeg også søndagens bibeltekst hjemme fra Danmark og læser, på den måde er der lidt velkendt i den ellers meget anderledes gudstjeneste.

Her på Zanzibar betaler man ikke skat som vi gør hjemme i Danmark og derfor er der heller ingen kirkeskat til kirkerne. Penge må de altså selv skaffe og en af måderne man gør det er ved indsamlinger - det kan både være til kirken, til et konkret projekt i kirken eller til et helt tredje formål. Der er altid to omgange hvor man går op og giver lidt penge i krukken, noglegange også tre hvis der er en særlig grund. Beløbet man giver er meget forskelligt og afhængig af hvor meget man kan undvære. Under indsamlingen er der selvfølgelig også lækker musik og sang fra koret.

Efter indsamlingen forduftede vi, da vores chauffør åbenbart ventede på os. Sandsynligvis sluttede gudstjenesten som den første med en auktion, sang og velsignelse. Selvom det var det underligt at smutte inden gudstjenesten egentligt var færdig, var det vist helt helt fint, så vi kunne nå hjem og gøre klar til dagens næste programpunkt. Nemlig en tur ud i shambaen, hvor de globale fortællere havde fået en helt særlig mulighed for at opleve det rigtige Zanzibar. Om hvordan shambaen var og hvad det er for noget, skriver jeg om i et andet blogpost en anden dag - så glæd dig til det.

Guds fred.